Vil du gerne arbejde for Børns Vilkår?

Hvad er værd at vide, inden du sender din ansøgning

Vi er meget glade for, at du er interesseret i og overvejer at søge et job hos os!

Ønsker du at forbedre dine chancer for at blive kaldt til en jobsamtale? Så er det vigtigt, at det tydeligt fremgår af din ansøgning og/eller CV

  • hvordan dine kompetencer matcher krav og ønsker i stillingsopslaget
  • hvad dit potentiale er for at udfylde, udvikle og udvikles i den konkrete stilling
  • hvad din motivation er i forhold til den konkrete stilling

Alle er velkommen til at søge
Som arbejdsplads ønsker vi at afspejle det samfund, vi er en del af og at alle børn skal kunne spejle sig i de forskellige ansatte, som vi er Børns Vilkår. Vi er der ikke endnu og også derfor er det et fokusområde for os.

Vi er i dag mange engagerede, kvalificerede og skønne ansatte i Børns Vilkår. At være sammen med mange forskelligheder kræver ofte en ekstra indsats, men til gengæld bidrager forskelligheden positivt til både fagligheden og fællesskabet. Som organisation og arbejdsplads ønsker vi at lære af og udfordre hinanden ud fra de forskellige ståsteder og baggrunde, som vi hver kommer med. Måske du vil hjælpe os med det?

Er det en god idé at ringe, inden du skriver ansøgningen?
Du må gerne henvende dig til kontaktpersonen i jobannoncen, hvis du har væsentlige spørgsmål, som har særlig betydning for den ansøgning, som du vil skrive. Det kan også være, at du er i tvivl om, hvorvidt du skal sende en ansøgning.

Vær opmærksom på, at det er dit CV og din ansøgning, som afgør, om du bliver kaldt til en jobsamtale. Det har ikke betydning for vores vurdering, om du har henvendt dig, inden du ansøger om jobbet.

Tager I imod uopfordrede ansøgninger?
Vi tager ikke imod uopfordrede ansøgninger.

Hvad er processen, når Børns Vilkår annoncerer ledige jobs?

  • Før
    Først gennemgår og vurderer ansættelsesudvalget hvilke objektive kriterier, som vi ønsker at rekruttere efter. Disse kriterier danner baggrund for jobannoncen og er efterfølgende styrende for jobsamtaler og den efterfølgende vurdering af, hvem vi ønsker at tilbyde stillingen.

    I sidste ende ønsker vi at ansætte den person, som har kompetencerne og det bedste potentiale til at udfylde og udvikle, samt udvikles i, stillingen.
     
  • Jobannoncen
    Vi forsøger at beskrive opgaverne, som du forventes at kunne løse. Det giver dig plads til, at du kan argumentere for, hvordan du matcher opgaverne – og til, at vi kan blive udfordret af, hvordan nye og måske anderledes kompetenceprofiler kan udfylde den ledige stilling.

    I denne proces tæller det til din fordel, når de objektive kriterier er indfriet, hvis du kan være med til at øge forskelligheden blandt os som ansatte i organisationen.
     
  • Jobsamtalerne
    Vi gør os umage for at være åbne overfor ansøgere, som har andre typer kompetencer, erfaringer eller uddannelser end vi havde forestillet os. Igen er det de kriterier, som vi har defineret på forhånd, som er styrende for, hvem vi kalder til samtaler.

    I videst muligt omfang holder vi strukturerede jobsamtaler, hvor vi blandt andet gennem brug af cases har fokus på opgaver og kvalifikationer. Den strukturerede samtale består blandt andet af, at de forskellige kandidater til samtalerne bliver mødt med den samme struktur og de samme spørgsmål.
     
  • Efter
    Bliver du efter 1. jobsamtale ikke kaldt til 2. jobsamtale, får du først endelig mundtlig besked, når vi har en endelig aftale på plads med den, som vi har valgt at ansætte i stillingen.

    Alle, som ikke har været indkaldt til jobsamtale, får et skriftligt afslag, som vi tilstræber at begrunde ud fra den konkrete stilling.

Generelt
Vi arbejder løbende med at forbedre og professionalisere vores rekrutteringsproces. Vi hører meget gerne fra dig, hvis du har konkret feedback til en rekrutteringsproces, som du har deltaget i eller savner information i orienteringen her.

bv@bornsvilkar.dk
Mai Hornung Helmer, HR- og administrationskoordinator
Ole Tofft, HR-ansvarlig

Børns Vilkår
Trekronergade 26
2500 Valby

Tlf. 35 55 55 59
CVR. 10634792